Kategori: Til, fra og gennem Silkeborg

Sådan ser jeg Silkeborg om 10 år …

Det er en dejlig solskinsdag i Silkeborg i 2033, hvor jeg står på broen over til Odden. Her har Statsskoven over de seneste år tilpasset denne bynære halvø til en fantastisk bypark, hvor alle de gamle træer er bevaret og suppleret med nye arter, mens en del af de plantede grantræer midt på øen er fældet til fordel for græsplæner til sol og leg. En ny cykel- og gangbro forbinder Odden til Sølystvej, og Odden er blevet et populært bade- og udflugtssted med sine fine gå- og løberuter, suppleret af kaffevognen fra Woodys.

Jeg lader turen gå videre ad den nye Søfront, hvor Silkeborg for alvor har understreget sin outdoor-status, ved at biltrafikken er lagt bag Rådhuset, og Langsøens grønne bredder går helt op ad Rådhusets ydermure. I Rådhusets stueetage er der en veldrevet café, hvor man kan følge den store aktivitet på søen med både kano, kajak og vandcykler. Mest markant i bybilledet er dog den imponerende museums- og kulturbygning tegnet af Bjarke Ingels, og som udover at rumme de faste, unikke værker af Asger Jorn og Per Kirkeby også er et pulserende, kreativt rum, med arbejdende værksteder. Med sine store, skiftende internationale udstillinger, har den arkitektonisk flotte kulturbygning sat Silkeborg på det kulturelle verdenskort, og trækker hvert år mere end en kvart million turister til.

Fra Søfronten går jeg på den nye gangbro over Christian 8.s Vej, og direkte ind på Søtorvets grønne park på 1. sal. Herfra kan jeg se de mange gæster i caféer og i de små butikker på begge sider af åen. På siden ud mod Havnen ligger den nye turistorganisation Visit Søhøjlandet, der blev dannet efter Silkeborg og Skanderborg forlod Visit Aarhus. På vej ned af de brede trapper mod Havnen, er det en fornøjelse at se den opgradering der er sket, og hvor Hjejlens fine vinterdok på denne årstid anvendes til sommerens mange gratis arrangementer, hvor især Riverboat stadig er en still going strong festival med masser af glad musik og glade gæster.

Det har gjort en kæmpe forskel, at Langebro er blevet til stillegade, efter vejen til Sejs-Svejbæk er blevet lukket. Da der kom friske kræfter i kommunens Vej- og Trafikafdeling, opsagde man det mangeårige parløb med Cowi, og fik en second opinon på de mange trafikale projekter Cowi har rådgivet om – herunder Nordskovvej og de mange lyskryds på Christian 8.s Vej. Det har været dyrt at rette op, men nu er der en logisk tilkørsel fra Nordskovvej til Sejsvej, så trafikken der til og fra ikke skal over Havnen. Lyskrydsene ved Nørretorv, Ansvej og Fredensgade er sammen med de mystiske 40 meter busbane ved Søndertorv blevet ombygget, og der er nu noget for Silkeborg så sjældent som ”grøn bølge” langs strækningen, som hver dag gennemkøres af titusinder af elbiler og -cykler.

Mens jeg står på Havnen, kan jeg se solen spejle sig i det nye elektriske letbanetog, mens det passere på broen over Remstrup Å. Med afgange mod Aarhus to gange i timen er det blevet en stor del af Silkeborgs vækstsucces. Løsningen på den mangeårige udfordring med bommene  blev, at toget kom op på dels volde og dels søjler. Det var den mest realistiske og fleksible løsning, og det var samtidig en løsning, som kunne dækkes fuldt ud af statstilskuddet, og blev dermed gratis for kommunen. Langs bebyggelsen på Jernbanestræde og Jernbanevej kører det næsten lydløse el-tog på volde, hvor skråningerne er beplantet med træer, så toget hverken ses eller høres, og forbi stationen er skinnerne på søjler, så Syd- og Midtbyen har fået forbundet vejnettet. Under den store perron er der etableret busterminal, så alt transport er samlet og meget tilgængeligt.

Da Banedanmark samtidig har frigivet det store baneareal til bebyggelse, er der både henover og under skinnerne opstået en hel ny bydel, kaldet Banebyen, som udover Sydbyhallen rummer boliger, butikker, erhverv og et stort P-hus, mens den gamle jernbaneremise er blevet ungdomshus. Samtidig er Drewsensvej ført under banen, og over i Dalgasgade, så der var mange gevinster for Silkeborg ved at få løftet togskinnerne.

For 10 år siden så det ikke meget ud til, at alt dette ville lykkes. Med et vanskeligt sammensat byråd med vidt forskellige synspunkter på Silkeborgs vækst, og et Plan- og Vejudvalg med både ’en rød Peter Sig og en blå Peter Sig’, tydede meget på, at byens vækst ville stagnere. Det lykkedes dog byens borgmester at finde frem til en fælles forståelse for, at det var nødvendigt kontinuerligt også at udvikle langsigtede, og meget visionære vækstplaner sideløbende med, at der var fokus på nye skoler og børneinstitutioner. Ellers ville Silkeborg, som flere nabokommuner, om få år i stedet skulle lukke skoler. Og da først byrådet trak i samme retning i bevidstheden om, at vækst giver velstand, ændrede debattonen sig også positivt i Silkeborg. Det var slut med at ”kaste op” på Facebook og avisens debatsider af de altid negative, som ofte blot kommenterede på en overskrift med den samme svada om, at byen er ødelagt af grå betonklodser og højhuse, og hvis blot globussen med verdenskortet kom tilbage til Søvej, ville alt blive godt igen.

Silkeborgs kommuneplan 2032 blev for 10 år siden revideret og ikke mindst med fokus på den store, nye bydel Eriksborg som et vækstlokomotiv på mange fronter. Her er der fokus på at bygge Co2-neutralt og varieret i både træ og sten. Den 100 meter brede og flere kilometer lange, nyplantede skov gennem det kuperede terræn, er – sammen med solceller på tagene af de offentlige bygninger – desuden et væsentligt element i, at Silkeborg kan kalde sig Co2-neutral kommune allerede om to år i 2035.

Af samme grund fik Silkeborg også i starten af 20’erne en længe savnet træ-politik, der betyder at der skal plantes to nye træer inde i byen, for hver gang ét må fældes. Det førte til hundredvis af nye træer, der skulle plantes for at rette op på tabet af de mange, der var blevet fældet pga. busbanen og diverse vejomlægninger.

Jeg glædes over at få mit otium i et visionært Silkeborg, der er blevet et østjysk vækstcentrum for erhverv langs motorvejen, og med tilflyttere fra især Aarhus, som nemt kan pendle til og fra job. Det bringer i 2035 Silkeborg op på 120.000 indbyggere, og er dermed Danmarks 6. største kommune.

Kim Dyrholm
(skrevet april 2023)

Det er en tendens – ikke kun i Silkeborg – at større byer fortættes i disse år. Der er tusinde af ubrugte kvadratmetre helt ”down town” i de fleste byer, og det styrker en bys kulturelle muligheder og handelsgadernes overlevelse, at få flere mennesker samlet i byerne.

Boligminister Kaare Dybvad (S) anbefaler, at man ser på ekstra etager på eksisterende bygninger samt baggårde for i bymidter at skabe bl.a. flere almene boliger. Mulighederne ligger i at bygge højere, tættere og se på spildte arealer som fx p-pladser og baggårde. Og gerne i en kombination af ejer- og lejelejligheder, ungdoms- og ældreboliger samt almene boliger, så der bliver diversitet og en mangfoldighed til at drive byens liv.

Ingen ved, hvordan biltrafikken ser ud om 20-30 år – om vi har eldrevne sko på fødderne, eller transporteres i luftbårne kabiner – så vi er nødt til at indrette os efter den virkelighed, vi kender. Det betyder dog ikke, at parkerede bilerne skal brede sig ud over nogle af de mest attraktive arealer, men at vi i højere grad skal ”stable” biler i både kældre og p-huse. Der findes i dag en række muligheder for modulbyggede p-huser, der kan stilles op relativt billigt, og derfor let kan pilles ned igen, hvis der i fremtiden ikke er brug for dem.

I det tidlige forår 2020 stødte jeg på Jorn Torvet ind i Hans Okholm, formanden for Plan- og Vejudvalget. Vi fulgtes af hen over torvet, og gik gennem smøgen ved siden af føtex. Her ligger en række grimme, nedslidte og dårligt udnyttede baggårde. På alle måder en ucharmerende bagside af ellers dejlige butikker som fx Kælderslagteren.

Turen fortsatte langs bagsiden af det meget nedslidte føtex og hen over butikkens kaos af en p-plads og gennem den lille smøge ud til Søndergade. Gennem porten ved Admiralen, og ind i den kæmpestore og dårligt udnyttet baggård i karréen mellem Markedsgade, Tværgade, Nygade og Søndergade. Her er kæmpe muligheder for udvikling – boliger, der sikrer byen liv, og parkering i højden, så pladsen udnyttes optimalt. Det samme er der i Mejerigården lige på den anden side af Nygade, og sidst – men ikke mindst – i Bios Gård.

Jeg har et andet sted skrevet om, at jeg synes den vestlige og nordvestlige biltrafik skal parkeres i p-hus i Bios Gaard (og også gerne ved banegården), mens trafikken fra nordøst, øst og syd skal ned i p-kælderen under Fredensgård – med forbindelse til parkeringen under Jorn Torvet. Derefter skal indkørslen på Rådhusgade lukkes – den er TOTAL fejldisponeret og ikke mindst fejlplaceret på den mest attraktive adgang mellem handelsgaderne og den kommende søfront samt den store, nye Museum Jorn.

Lad Silkeborg vokse – tættere og højere, så byen udvikles og ikke afvikles. Vi vil få en markant og flot skyline fyldt af liv og mange mennesker i bynære boliger langs Christians 8.s Vej med høje huse på Borgergade/Søhaven, Papirtårnet, det arkitektonisk flotte Søtorvet, Fredensgård og høje huse ved Sønderport/Nordskovvej.

Flere byer har en nedskrevet politik om træer i bybilledet. I Aarhus skal der fx plantes to nye træer for hvert ét, der fældes i byen. Silkeborg har en vision om, at der skal være skov/grønt område max 500 meter fra alle boliger. Det bliver flere steder opfyldt ved, at vi heldigvis har så meget ”naturlig” natur, men ser man på midtbyen, og mange af de nye boligområder, står det sløjt til med nye træer.

Jeg har før efterspurgt ”erstatning” for de mere end 150 træer, der er fældet på Søtorvet, og også for den række store, flotte træer, der blev fældet på Søndertorv for at lave Danmarks mest overflødige busbane. Med lidt kreativitet kunne man endda her have lagt fortov og cykelsti inden for træerne, og undgået at fælde dem. Men dengang lovede Carina Nørlund Andersen fra Silkeborg Kommune (MJA 1. juni 2016), at de ville blive erstattet med nye træer i midterhellen ud for Søndertorv – det er dog aldrig sket?

Tidligere borgmester Jørn Würtz har i Midtjyllands Avis også efterlyst flere træer – fx ved indfaldsvejene og langs ringvejene. Selv forstår jeg heller ikke, at der ikke er træer langs Vestre Allé – allé betyder vej med træer på begge sider, og på den strækning er der god plads til dem. Og i de fleste rundkørsler ville et stort bøgetræ pynte.

Jeg ved godt, at vi har mange ”naturlige” træer tæt på byen, og der også er plantet nogle små af slagsen på Jorn Tovet, på Zebra Pladsen, og snart i gågaderne, men jeg savner en decideret politik der sikrer, at der også er masser af bytræer til de kommende generationer.

Det betyder i min optik også, at man skal beskytte de grønne områder, der allerede er på de arealer, der udlægges til nye boliger. Derfor er jeg principielt enig med bl.a. byrådsmedlem Peter Sig, når han opponerer mod at et areal med fredsskov i Astrid Lindgren-kvarteret ved Øster Bordingvej skal ryddes for at bygge boliger. Jeg kender ikke detaljerne i den sag, og selvfølgelig kan noget skov ”ligge i vejen”, men som udgangspunkt må ejendomsudviklerne gerne lægge sig i selen for at integrere grønne arealer i nye boligprojekter.

Vision Silkeborg fik en mail fra Finn Birkjær, hvor han kom med en idé om, at der indsættes en betingelse for beplantning i alle nye boligområder, på samme måde som der er regler om fx bebyggelsesprocenten. Det kunne være at en vis procentdel af udeområdet skulle etableres med et antal store buske eller træer af en vis højde, udregnet pr. ny bolig. Det kunne være på den enkelte matrikel, eller samlet som et grønt område i bebyggelsen. På den måde vil man sikre, at Silkeborg også fremover er en grøn by midt i naturen.

Og så bør kommunen blive bedre til at bevare de træer, vi har i midtbyen – der er flotte træer på Frederiksberggade, Aarhusbakken og langs Søvej – som gerne skal forblive, når den nye Søfront etableres. Og der kunne også have været flotte træer på Borgergade, hvis ikke en eller anden havde fået den skøre idé at skamklippe træerne firkantede. Et gratis forslag til omgående besparelse på kommunens pressede budget!

Efterår er lig med plantesæson, og der er masser af steder Silkeborg Kommune kan og bør plante mange nye bytræer – det er bare med at komme i gang. Lige nu.

Siden 1854 har Silkeborg midtby og Alderslyst været forbundet med en dæmning tværs over Langsøen. I daglig tale benævnt Viborgbroen, men reelt er det primært en dæmning. Den er gennem årene blevet udvidet i bredden af flere gange, og også drejet lidt fra den oprindelige retning. Og skal snart omlægges/udvides igen, når vejen – som faktisk også på den strækning hedder Christian 8. s Vej – skal lægges tæt ind til det nye, flotte byggeri på Søtorvet.

Det midterste stykke af dæmningen – en strækning på ca. 5-7 meter – er dog en slags meget lav bro, da der her er mulighed for gennemsejling under vejen med kajakker, kanoer og lignende små både. Men kunne det ikke være flot – og en slags symbolsk forening mellem to store bydele – at man ved omlægningen af vejen lavede en mere regulær og arkitektonisk flot Viborgbro på en strækning over måske 30-50 meter.

Vi har allerede en, snart to, meget flotte broer over den østlige ende af Langsøen ved Silkeborgmotorvejen/Østre Ringvej, og det kunne derfor være perfekt at trække lige så høj arkitektur ind til midtbyen.

En bro vil også give mulighed for bedre/større gennemsejlads mellem de to dele af Langsøen, og det vil blive et sted, hvor der er plads til at kunne fiske. Måske kan der opsættes bænke med ryggen mod trafikken, hvor man kan sidde og se ud over søerne – trods vejen er lidt trafikbelastet og der er meget støj.

En flottere og større gennemsejling vil også være endnu en oplevelse på den blå variant af den nye ”Silkeruten” rundt om Silkeborg. Hvis der er negative biologiske konsekvenser ved at udvide åbningen mellem de to halvdele af Langsøen, skal det selvfølgelig tages i betragtning, men det vil løfte helhedsindtrykket af midtbyen at lave en rigtig bro.

En bro vil dermed også blive endnu et flot, visuelt element i det store løft af Havnen og ikke mindst Søfronten langs Søvej/Søgade, som skal ske i de kommende år. Hele det store projekt skal ved at ændre p-pladser til grønne og aktive områder, og gøre opholdet ved Havnen og Langsøen mere attraktivt og børnevenligt med plads til leg og aktiviteter. Det bliver et kæmpe løft for Silkeborg by, når planerne realiseres, og det vil styrke byens image som en grøn by midt i Danmarks dejligste natur.

Og Silkeborg bør også skabe plads til et antal husbåde. Fx kunne der i Langsøen nedenfor Papirfabrikken/Smedebakken skabes et meget attraktivt miljø til 5-10 husbåde, og det er helt sikkert en boform, som vil gøre Silkeborg ekstra attraktiv som tilflytterby, og som vil skabe en del omtale.

Og det vil da være fantastisk at sidde på dækket af sin husbåd med et glas rosé, og se aftensolen gå ned over en rigtig Viborgbro.

Helt uforståeligt bakker borgmestrene i Viborg og Silkeborg op om en linjeføring af Hærvejsmotorvejen langs rute 13. Viborgs borgmester Ulrik Wilbek ønsker en motorvej fra Viborg til ”metropolerne” Thorning og Engesvang fremfor en sydgående linjeføring, der sikrer motorvej til Silkeborg og Aarhus.

Borgmester Steen Vindum ønsker også en nord/syd motorvej til at køre langt vest for Silkeborg på samme måde, som han ønskede Silkeborgmotorvejen placeret ude ved Voel. Han burde ellers nu vide, hvad en bynær motorvej betyder for Silkeborg. Ved at foreslå en linjeføring ude midt på heden risikerer begge byer endda nemt at tabe, hvis landspolitikerne så i stedet lader motorvejen gå over Herning.

Vejdirektoratet har undersøgt otte linjeføringer for en Hærvejsmotorvej i det midtjyske, og fremlagt dem i februar 2020. Den der er døbt Ø2 (den lyserøde/magenta-farvede på kortet) rammer fra det sydlige Jylland ind i Herning/Silkeborgmotorvejen vest for Pårup, følger den eksisterende Silkeborgmotorvej mod øst, og derefter mod nord forbi Sejling og Kjellerup til øst for Viborg og videre nordpå i Jylland. Altså parallel med rute 52 mellem Silkeborg og Viborg.

Den linjeføring vil som et Kinderæg give hele tre ting: Viborg og Silkeborg får motorvej mellem byerne til aflastning af rute 52, begge byer får motorvej mod syd og nord i Jylland, og Viborg får direkte motorvej til Aarhus, som aflastning af rute 26.

Hvis det ikke i sig selv er nok, så er de klare trafikfakta som følger (november 2019):

Antal biler i døgnet på rute 13 syd for Viborg: 6.528

Antal biler i døgnet på rute 52 nord for Silkeborg: 14.521

Og faktisk kan denne kun 27 km delstrækning Ø2 anlægges helt uafhængigt af det øvrige Hærvejs-projekt. Man kan sagtens starte med et midterstykke. For udfordringen er ikke blot den enorme trafikbelastning for Viborgs og Silkeborgs pendlere på rute 52, men er også dybt alvorlig for Silkeborgs borgere. Flere timer dagligt er trafikken på rute 52 så intens, at det tager en ambulance op mod 40 minutter at nå frem fra Silkeborg til Viborg Sygehus, som i dag er akutsygehus og fødeklinik for Silkeborg.

Derfor må Steen Vindums fravalg af linjeføring Ø2 mellem de to byer betyde, at Silkeborg skal anbefale regionen, at man i stedet anvender Skejby eller det kommende sygehus i Gødstrup til at betjene Silkeborg. Med en gennemsnitsfart på kun 120 km i timen på de to motorvejsstrækninger til Skejby og Gødstrup, kan den ambulancetur gøres på kun henholdsvis 24 og 26 minutter – altså markant hurtigere end at komme til Viborg blandt ca. 15.000 biler på rute 52.

Holstebro fik en ”trygheds-motorvej” til Gødstrup pga. Holstebro Sygehus fik sine funktioner flyttet dertil. På Holstebromotorvejen kører der syd for Holstebro endda kun 10.900 biler i døgnet. Samme ”trygheds-argument” må derfor gælde for Silkeborg, hvis byen fortsat skal bruge Viborg Sygehus. Vejdirektoratet har indtegnet Ø2-linjeføringen – det er bare at bakke den op.

De lokale politikere med Vindum i spidsen bør på samme måde som Holstebro sikre silkeborgenserne den kortest mulige transporttid til sygehuset.

Se Vejdirektoratets linjeføringer her

Det er midt i maj denne 2. pinsedag 2027, og allerede varmt som en sommerdag, da jeg på cykel er på vej ind i Silkeborg fra nord. Krydset ved Ansvej er forvandlet til en storslået ‘port’ til Alderslyst med punkthusene i Søhaven, og den nye 7-etagers hjørneejendom, hvor der engang var sparekasse. Jeg ser de mange, der nyder solen i den lille park nedenfor de tre punkthuse, og hører folk snakke og grine fra de mange søvendte terrasser.

Jeg fortsætter over Viborgbroen, der midt på er blevet en rigtig bro, som man kan sejle under, og har givet indkørslen til midtbyen et mere markant udtryk. Jeg kan se den nye, grønne Søfront strække sig foran Rådhuset, og der er allerede hundredevis af mennesker, der solbader, kaster frisbee og er på paddleboard på søen.

Til venstre står C. F. Møllers gennemarbejdede bygningskompleks Søtorvet. Jeg svinger mod Papirtårnet, hvor der i dag er rundvisning på toppen, og terrasserne er fyldte med familier i gang med pinsefrokost. Jeg trækker cyklen langs åen, hvor caféerne på begge sider er fyldt godt op med glade mennesker, der nyder et glas kold rosé. Den flotte park på Søtorvets ‘1. sal’, der med en bro over Christian 8.s Vej er forbundet til den nye Søfront, har her på å-siden store trapper, der er fyldt med unge mennesker, der hygger i det gode vejr.

Da jeg når Langebro, åbner det nye, store torv sig – Drewsens Plads, hvor statuen af Drewsen har fundet sin rigtige placering, efter det gamle torv blev til Jorn Torvet. Her kan grundlæggeren af byens papirfabrik stå ved indgangen til sit livsværk og skue over mod ‘Hjejlen’, som han blandt meget andet i Silkeborg også var initiativtager til.

Jeg sætter mig på cyklen og svinger op mod Sønderport. Vejen er blevet mere rolig efter Nordskovvejen åbnede for 6 år siden, og jeg passerer under den flotte gangbro, der forbinder pladsen foran kirken og Fredens Gård medMuseumshaven. Broen var en ‘kompensationsgave’ fra A. Enggaard, fordi han i 10 år lod det gamle Torvecentret forfalde.

Fredens Gård er byens nye byrum, hvor det spændende gårdmiljø konstant emmer af musik og events ved street food-området. Og det hele omkranset af lejligheder, ældre- og ungdomsboliger, butikker og caféer – og en velbesøgt udsigtsrestaurant på 24. etage i Fredens Tårn.

Den røde ejendom lige efter Lidl er fjernet, så trafikken fik løst flaskehalsen, og bragte den meget smukke, tidligere politistation tydeligere frem. I dag er huset et livligt og velbesøgt kultur-, musik- og borgerhus.

I byens mest trafikerede kryds er letbanen til Aarhus blevet hævet over vejen og de høje, gule lejlighedsbygninger med grønne tage, harmonerer flot til den 8-etagers karréejendom i træ med almene boliger på modsatte hjørne ved Jernbanevej.

Jeg hopper af og snupper en hotdog ved pølsevognen, mens jeg ser ud mod de nye kontor- og lejlighedsbygninger, der skyder i vejret på det gamle baneterræn, hvor Drewsenvej nu er ført under banen over til Dalgasgade. Her i forårsvarmen glædes jeg over at bo i en naturskøn, visionær by med politikere, der forstår, at kun diversitet og udvikling får Silkeborg til at leve.

Kim Dyrholm er en flittig debattør i sin hjemby Silkeborg, og han er bagmanden bag Vision Silkeborg, der er en privatdrevet debatside om især Silkeborg bys trafikale og infrastrukturelle udvikling.

Han forstår ikke, hvorfor politikere i Viborg og andre steder i Jylland ikke kan se det fornuftige i at satse på at gøre rute 52 mellem Viborg og Silkeborg til en motorvej.

– For mig at se vil det løse mange trafikale udfordringer for Viborg. Det vil gøre vejen til Silkeborg lettere, men nok så vigtigt er det, at det vil gøre vejen mellem Viborg og Aarhus meget bedre. Allerede i dag kører rigtig mange over Silkeborg, når de skal fra Viborg til Aarhus og omvendt, siger Kim Dyrholm.