Hærvejen er en af Danmarks ældste attraktioner, selv om den naturligvis oprindeligt havde et helt andet og mere praktisk formål. I en tid hvor ”camino” er blevet et meget populært ord i alle mulige sammenhænge og ordspil for vandreture, er Hærvejen et attraktiv for Silkeborg, som ofte overses. Og faktisk er Hærvejen også en del af en pilgrimsrute fra Spanien til Norge.
På det ofte så udskældte Visit Aarhus’ hjemmeside findes Hærvejen dog naturligvis omtalt detaljeret, men kun én artikel er med Silkeborg som udgangspunkt, mens 8-10 artikler er med Viborg som udgangspunkt. Og det er helt unødvendigt, at lade Viborg tage hele opmærksomheden omkring denne enestående cykel- og vandrerute, da ikke mindre end 55 km går gennem fantastiske områder i Silkeborg Kommune.
Trækstien ved Gudenåen er et fint eksempel på, at vandrestier kan eksponeres og tiltrække fodturister, men hvor den desværre oftere og oftere er oversvømmet, er Hærvejen mere driftssikker, da den følger den jyske højderyg. Oplevelser ved Gudenåen har dog langt større fokus, og Silkeborg Kommune deltager også i Gudenåsamarbejdet med de øvrige kommuner, som åen løber gennem.
Der er en organisation bag Hærvejen, som med støtte fra Nordea-fonden gør en stor indsats via hjemmeside og app for at eksponere ruten. Silkeborg Kommune gik for to år siden også økonomisk ind i dette samarbejde, men kunne med fordel sætte meget mere fokus på den del af ruten, som er ”vores”. Ikke mindst området ved Bølling Sø er historisk superinteressant, da der her er fundet spor af mennesker mange tusinde år tilbage, men også senere i stenalderen er der efterladt spor af bl.a. bopladser.
Det var også i dette område, at de velbevarede moselig Tollundmanden og Ellingpigen blev fundet. Grauballemanden blev for øvrigt – som navnet antyder – faktisk også fundet i Silkeborg Kommune, og det er egentlig lidt uopklaret, hvorfor han har fået plads på Moesgaard Museum i Aarhus og ikke mere rigtigt også er at finde på Museum Silkeborg.
Fru borgmester har tidligere krævet, at Silkeborg får mere for de penge, kommunen lægger i samarbejdet om Hærvejen. Måske kan vi dog også selv gøre en større indsats for at eksponere vores lokale camino, ved fx at få Visit Aarhus til at prioritere Silkeborg højere i kommunikationen om Hærvejen. Men det er derudover selvfølgelig også tilladt kommunen at gøre noget selv for at eksponere den fine attraktion. Viborg Kommune har fx søgt om og fået 20 millioner fra Nordea-fonden til at eksponere Hærvejen. Og kommunen til den anden side, Ikast-Brande, arbejder på at gøre vandtårnet i Nørre Snede til en særlig attraktion på Hærvejen.
Som selvudnævnt outdoor hovedstad er områderne ved Ulvedal, Kompedal og Stendal som Hærvejen også går gennem, lige så vigtige og interessante for Silkeborg som Silkeruten og Trækstien/GudenåStien, som får en del mere opmærksomhed. Det bør vi gøre noget ved.