Motorvejen – byens energiboost!

Fra gal til genial placering!

Silkeborgmotorvejen er blevet den livsnerve, der gør en afgørende, positiv forskel for Silkeborgs vækst og udvikling. Det skal ikke underkendes, at mange ønskede en anden placering, og det skal slet ikke underkendes, at vejen giver støjmæssige gener for nogle.

Og alle skrækscenarier om, at byen blev ‘savet over’, er vel i grunden heller ikke helt blevet ‘realiseret’, da alle veje og stier er reetableret i jordhøjde, og det i stedet er motorvejen, der er sendt ned i ‘kælderen’, og dermed nærmest er som hvis det var en jernbane eller en å, der løb dernede, som man kørte over.

Hvis hele projektet derfor skal ses i helikopterhøjde – og stadig uden at miste respekten for de, der er direkte berørte af støj eller har måtte afstå deres ejendom – så er ‘skaderne’ på byen minimale. Det var primært mindre værksteder og ældre biludstillinger, der måtte nedrives, men projektet ville aldrig kunne realiseres uden nogen måtte lide tab.

Hvis linjeføringen var blevet den meget nordlige Silkeborg Kommune anbefalede, ville der også have været borgere, der skulle af med deres ejendomme på den strækning, og nogle der blev belastet af støj. Foruden den helt uoprettelige skade på Gudenaadalens natur.

Samtidig – og det er det værste – ville det også have sendt hele den udviklingsmulighed en motorvej medfører i en stor bue uden om Silkeborg, så det kan godt betegnes som visionært, at Folketinget gennemtrumfede den valgte kombilinjeføring (udformet på baggrund af en visionær ‘civil’ borger), og dermed gav udviklingen gode muligheder for at vokse i vores by.

Der vil stadig være nogen, som ikke kan se det endnu, men en påstand er, at når ‘røgen har lagt sig’, græsset gror på skråningerne og naturen har lukket alle ar efter byggeriet, så vil de fleste af selv de mest skeptiske kunne se flere fordele end ulemper. Mange har også allerede udtalt, at det ‘nok ikke bliver så ringe endda’ …

Byen er jo slet ikke skåret i to dele, som nogen påstod den ville blive, men er fint bundet sammen med et utal af flotte broer og stier – og til stor forskel fra kommunens egne ofte lidt mærkværdige vejprojekter – er Vejdirektoratets løsninger i en helt anden liga, så kryds, lysreguleringer, opmarchbåse etc. er både gennemtænkte og veludførte, så de kan bære trafikken i mange år!

Det er samtidig helt ekstraordinært for en by som Silkeborg at få hele seks motorvejs til- og frakørsler (fx har Aarhus kun tre), og det må man opfordre til at udnytte optimalt til at brande Silkeborg for de titusindvis af mennesker, der hver dag vil bruge vejen.

Derfor burde frakørselsskiltene naturligvis alle have indeholdt navnet ‘Silkeborg’. Der kan godt også stå ‘Funder’, ‘Høje Kejlstrup’, ‘Resenbro’, ‘Hårup’, ‘Sejs-Svejbæk’ m.v. – det burde blot være Silkeborg, der stod ‘størst’, så vi fik brandingværdien 100 %.

Så prøver vi lidt at glemme, at selve vejen kun hedder Silkeborgmotorvejen nogle få af de midterste kilometer. Det var en utrolig svag lokalpolitisk indsats, der blev udøvet, da den debat pågik. Som minimum skulle hele strækningen fra Funder til Aarhus selvfølgelig have heddet Silkeborgmotorvejen, og så kunne Herning godt få det stykke med Engesvang, Ikast m.v. – det er alligevel stort set ikke i vores kommune.

Bortset fra det lokalpolitiske nederlag i navnespørgsmålet, vil løsningen med både en Herningmotorvej mod øst og vest helt givet også en dag få store ulykkelige følger, når trafikmeldinger, færdselsuheld m.v. bliver ‘misforstået’. I Silkeborg kan vi dog fryde os lidt over, at alle skilte på E45 ved Aarhus faktisk viser mod Silkeborg og ikke mod Herning…

Der er også tradition for at få de brune ‘turistskilte’ ud til motorvejen. Her er både Jorn, Hjejlen og Tollundmanden selvskrevne kandidater, men fx i erhvervskorridoren ved Nørreskov Bakke/Kejlstrupvej, kan der vel også suppleres med kommunale lysskilte, der skiftende fortæller om meget andet attraktivt i vores dejlige by …

Forøvrigt bør planerne om en ny nord-sydgående motorvej (Hærvejslinjen) inddrage muligheden for at binde Silkeborg og Viborg sammen i den forbindelse – til glæde for også både Kjellerup og Rødkærsbro. Det giver ingen mening at den strækning på en ny motorvej skal gå ude på ‘Lars Tyndskids Mark’ mellem Pårup og Viborg, hvor der ingen byer er – den skal gerne give endnu mere udvikling til Silkeborg. Se også kortet nedenfor…

Alle veje fra E45 fører til Silkeborg!
Alle veje fra E45 fører til – naturligvis – igen til Silkeborg!
Jorn, Hjejlen og Tollundmanden er selvskrevne kandiater til turistskiltene
Jorn, Hjejlen og Tollundmanden er selvskrevne kandiater til turistskiltene

Silkeborgmotorvejen

En tanke om “Motorvejen – byens energiboost!”

  1. Umiddelbart en god ide!
    Grundfos med mange tusinde arbejdspladser vil også kunne drage nytte af denne linjeføring ca 10 km fra hovedkontoret og fabrikkerne i Bjerringbro. Dette kan forstærke tiltrækningen af arbejdskraft fra bla Silkeborg, Herning og Århus. Desuden vil en række mindre biveje, som benyttes idag fra disse områder, blive aflastes.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *