Den manglende hank …

Med avisens nylige trafiktema, har der igen – helt forståeligt – været fokus på at fredeliggøre Havnen endnu mere. Med planerne om en ny multidok til Hjejlen, hvor der også kan arrangeres koncerter og lignende samt en stibro over Christian 8.s Vej fra Jorn Torvet, vil Havnen i endnu højere grad blive et attraktivt spot i dejlige Silkeborg.

Den dag Søfronten er færdigudviklet, og har fået en stibro over til ”1. sal” mellem de fine huse på Søtorvet, vil der komme en unik helhed og sammenhæng med et Museum Jorn i den vestlige ende og helt frem til Havnen i den østlige ende, hvor mennesker og aktiviteter har pladsen på bekostning af bilerne.

Derfor er det logisk, når nogen ønsker bilerne væk fra Langebro, så Havnen bliver naturlig tilknyttet og ikke ligger som et appendix på den anden side af en vej med knap 10.000 biler i døgnet. Udfordringen er dog, at de mange borgere i Sejs-Svejbæk primært skal bruge den vej for at komme ind til Silkeborg midtby.

Det kunne alt sammen være løst, da man byggede Nordskovvej, hvor daværende plan- og vejudvalg var helt afvisende over for at undersøge muligheden for at forbinde Sejsvej med ”en hank” til Nordskovvej. Selvfølgelig havde idéen været oppe i processen, men embedsværket baserede deres anbefaling på et fravalg alene på en kortfattet konklusion på halvanden linje fra COWI, der mente det ville kræve en ”landskabsindgribende støttemur på op til 11 meter”.

Ingen udfordrede denne konklusion med en second opinion, selv om det er lidt tankevækkende, at en støttemur skal være mere end dobbelt så høj, som Nordskovvej er hævet over Sejsvej. Der er fx også støttemure nedenfor sygehuset mod rundkørslen ved musikteateret, og de er langt, langt lavere.

”Hanken” til Sejsvej vil kunne etableres der, hvor der i dag er en grusvej op til Nordskovvej – området er dog – som også dele af Nordskovvej – i et ”Natura 2000” beskyttelse, så i dag vil det kræve en lang proces forfra med Miljøstyrelsen m.fl. at få lov at lave tilslutningen.

Men det er en proces som bør startes op, selv om der lige nu ikke er økonomi til at lave tilslutningen. Lige som Drewsensvej Vest er det en naturlig trafikløsning, som vi kommer til at forholde os til, hvis ønsket om at fredeliggøre midtbyen skal realiseres. En fredeliggørelse, der også hænger sammen med, at bilerne ikke skal ud af byen, men at de skal parkeres ”under byen” – bl.a. i det store område, der kan etableres bag rådhuset, når Søvej flyttes/overdækkes, under Jorn Torvet og under Fredensgård samt fx også gerne under jorden i Bios Gård. At få Sejsvej tilsluttet Nordskovvej, vil fredeliggøre hele strækningen langs med Hjejlebådene og Langebro, ligesom stykket langs Havnen forbi slusen også bør gøres helt bilfri.

Der er mange gode planer for at styrke Silkeborg midtby med fortætning og rekreative områder, og med lidt kreativitet og planlægning, kan det hele sagtens forenes. Men det kræver nogen tør tænke visionært og få lagt en masterplan, så hvert skridt der realiseres, er en del af en samlet plan. Og det visionære syn manglede desværre, da man planlagde Nordskovvej uden en ”hank” til Sejsvej.