Den manglende hank …

Med avisens nylige trafiktema, har der igen – helt forståeligt – været fokus på at fredeliggøre Havnen endnu mere. Med planerne om en ny multidok til Hjejlen, hvor der også kan arrangeres koncerter og lignende samt en stibro over Christian 8.s Vej fra Jorn Torvet, vil Havnen i endnu højere grad blive et attraktivt spot i dejlige Silkeborg.

Den dag Søfronten er færdigudviklet, og har fået en stibro over til ”1. sal” mellem de fine huse på Søtorvet, vil der komme en unik helhed og sammenhæng med et Museum Jorn i den vestlige ende og helt frem til Havnen i den østlige ende, hvor mennesker og aktiviteter har pladsen på bekostning af bilerne.

Derfor er det logisk, når nogen ønsker bilerne væk fra Langebro, så Havnen bliver naturlig tilknyttet og ikke ligger som et appendix på den anden side af en vej med knap 10.000 biler i døgnet. Udfordringen er dog, at de mange borgere i Sejs-Svejbæk primært skal bruge den vej for at komme ind til Silkeborg midtby.

Det kunne alt sammen være løst, da man byggede Nordskovvej, hvor daværende plan- og vejudvalg var helt afvisende over for at undersøge muligheden for at forbinde Sejsvej med ”en hank” til Nordskovvej. Selvfølgelig havde idéen været oppe i processen, men embedsværket baserede deres anbefaling på et fravalg alene på en kortfattet konklusion på halvanden linje fra COWI, der mente det ville kræve en ”landskabsindgribende støttemur på op til 11 meter”.

Ingen udfordrede denne konklusion med en second opinion, selv om det er lidt tankevækkende, at en støttemur skal være mere end dobbelt så høj, som Nordskovvej er hævet over Sejsvej. Der er fx også støttemure nedenfor sygehuset mod rundkørslen ved musikteateret, og de er langt, langt lavere.

”Hanken” til Sejsvej vil kunne etableres der, hvor der i dag er en grusvej op til Nordskovvej – området er dog – som også dele af Nordskovvej – i et ”Natura 2000” beskyttelse, så i dag vil det kræve en lang proces forfra med Miljøstyrelsen m.fl. at få lov at lave tilslutningen.

Men det er en proces som bør startes op, selv om der lige nu ikke er økonomi til at lave tilslutningen. Lige som Drewsensvej Vest er det en naturlig trafikløsning, som vi kommer til at forholde os til, hvis ønsket om at fredeliggøre midtbyen skal realiseres. En fredeliggørelse, der også hænger sammen med, at bilerne ikke skal ud af byen, men at de skal parkeres ”under byen” – bl.a. i det store område, der kan etableres bag rådhuset, når Søvej flyttes/overdækkes, under Jorn Torvet og under Fredensgård samt fx også gerne under jorden i Bios Gård. At få Sejsvej tilsluttet Nordskovvej, vil fredeliggøre hele strækningen langs med Hjejlebådene og Langebro, ligesom stykket langs Havnen forbi slusen også bør gøres helt bilfri.

Der er mange gode planer for at styrke Silkeborg midtby med fortætning og rekreative områder, og med lidt kreativitet og planlægning, kan det hele sagtens forenes. Men det kræver nogen tør tænke visionært og få lagt en masterplan, så hvert skridt der realiseres, er en del af en samlet plan. Og det visionære syn manglede desværre, da man planlagde Nordskovvej uden en ”hank” til Sejsvej.

Arven efter Jorn

Asger Jorn er i disse uger igen kommet i berettiget fokus, hvor en fremragende musical har været opført i vores lokale musikteater. Trods den verdensberømte kunstner er født i Vejrum syd for Struer, og begravet på Gotland er hans opvækst i og dermed tilknytning til Silkeborg helt unik, og noget vi skal forstå værdien af.

Og der er god plads til at opgradere byens tilhørsforhold til Jorn. Selvfølgelig har vi Museum Jorn med den helt enestående samling af Jorns værker, der blev startet ved at Asger Jorn gennem flere år skænkede 5.500 egne værker og talrige værker af bl.a. nogle af hans kunstnervenner fra CoBrA-bevægelsen.

Jorns kunst var vidtfavnende og omfattede bl.a. også keramik, foto og en lang række bogudgivelser samt en masse eksperimenterende kunst – ofte sammen med andre store kunstnere fra hele verden.

Derfor er Asger Jorn også et stort kunstnernavn i mange lande, og man får nogle gange opfattelsen af, at Silkeborg ikke helt har forstået værdien af den juvel, man står med, ved at Asger Jorn valgte Silkeborg som den by, der fik hans mange værker – og dermed den by han ønskede, hans kunst skulle forbindes med.

I forbindelse med musicalen er der flere gode initiativer i gang, herunder et samarbejde mellem JYSK musikteater, Museum Jorn, Handel Silkeborg og gymnasiet, der hver på deres måde sætter ekstra fokus på Asger Jorn, økonomisk støttet af Spar Nord fonden.

Men ellers gør vi ikke så meget for Jorn i det daglige. Noget der kan undre – sikkert også kunstinteresserede turister – er, at vi ikke i Silkeborg har opkaldt noget efter Asger Jorn. Alt respekt for den lille villavej i Balle, der hedder Asger Jorns Vej, så er der jo ikke voldsomt meget at se. Og både Ikast og Højbjerg har også en Asger Jorns Vej med stort set samme attraktionsniveau og selv Asger Jorns Allé i København er der ikke meget schwung over.

Da Torvet blev renoveret med illustrationer og former af Asger Jorn kunne man fint have brugt anledningen til at omdøbe det til Jorn Torvet, selv om det for nogen ville betyde adresseskifte. Eller den nye (forlagte) vejstrækning af Christian 8.s Vej fra Søvej til Ansvej kan med sine fire vognbaner få navnet Jorns Boulevard. Specielt hvis den fortsat får vejtræer i begge sider, som der er på strækningen i dag. Det skal ingen skifte adresse for, da ingen har adresse på det stykke.

Vi har en Norups Plads for enden af Vestergade opkaldt efter en bankdirektør, og med sine rædselsfulde zebrastriber er Bindslevs Plads opkaldt efter en tidligere borgmester. Vores verdensberømte kunstner – Silkeborgs svar på H.C. Andersen – har vi blot givet en beskeden villavej i Balle …

Og ja – selvfølgelig skal vi sætte alt ind på at skabe et nyt og monumentalt museum for Asger Jorn ved Søfronten – med plads til udstillinger, koncerter, debatter, bogcafeer og arbejdende værksteder. Langt mere kreativt, fælles og samlende i Jorns ånd, end et firkantet museum. Det vil blive en af de helt store turistattraktioner i Jylland med besøgende fra hele verden. Vi skal bare i gang!

Øst-vest – øst er bedst!

Sidste akt om Hærvejsmotorvejens linjeføring er i gang – for den stump, der er bevilliget mellem de to metropoler Løvel og Klode Mølle. Argumenter er der nok af for både den ene og den anden linjeføring. Og den tredje. Det er dog nok den vestlige og den østlige, som er mest realistiske.

Mange argumenter går på følelser. Hvor tæt kommer den på, hvor jeg bor, hvordan vil den passe mig bedst i myldretiden etc. For eksempel er et ofte hørt argument i Viborg for den vestlige linje, at det passer til byens erhvervsområde uden skelen til, at en motorvej skal forbinde byer gennem landsdele, og komme alle bilister til gode, og ikke blot løse Viborgs rush hour. Det må byen selv finansiere med gode omfartsveje. Og argumentet med at lægge den længst mod vest, fordi der bor færrest, giver derfor heller ikke mening, da den så også gavner og forbinder færrest. Motorvejsstumpen er jo ikke kun for at viborgenserne kan komme hurtigere frem og tilbage til Fleggaard syd for grænsen.

Et lidt mere reelt argument er at se på trafikbelastningen. Og den er helt ærligt ikke så høj på rute 13, som nogen af os der bruger vejen jævnligt, måske føler. Ja, det er irriterende at ligge bag et lastvognstog, men den slags situationer er der på hundredvis af veje i Danmark, uden der bevilliges en motorvej.

Så lidt fakta: Nord for Viborg ved Løvel kører der i døgnet ca. 9.000 biler. Syd for Viborg ved Klode Mølle kører der 6.000. Kører der flere ved Viborg? Ja, men det er ikke et rute13 issue – det er et lokalt Viborg-problem, og ikke de samlede skatteborgers økonomi, der skal løse det. Så hvad er det en vestlige linjeføring skal aflaste?

Ser man på den østlige linjeføring, vil den i højere grad opfylde dét en motorvej skal – forbinde større byer. Ud over Viborg vil den få kontakt til Kjellerup, gavne Bjerringbro, og vil også kunne forbindes til Silkeborg, om end det kunne være gjort langt bedre end forslaget. Og pludselig vil den kunne aflaste trafikken. Lidt fakta: På rute 52 syd for Kjellerup kører der 13.000 biler i døgnet, hvoraf en stor del vil kunne få glæde af motorvejen. Skægkær aflastes for 700 biler med den østlige linjeføring, og hvis Silkeborg i stedet for blot en omfartsvej om Skægkær laver en intelligent tilslutning fra motorvejsafkørslen i Skægkær, vil trafikken både ledes uden om Skægkær og videre mod nord/Viborg. Det er også kun den østlige linje der vil aflaste E45.

Økonomien er selvsagt ikke uvæsentlig. Den østlige linje er en milliard dyrere end den vestlige, men det giver ingen mening at spilde fem milliarder på en vestlig linje kun med argumentet om at en østlig linjeføring er dyrere. Så er det næsten bedre kun at opgradere rute 13. Eller helt lade være med at gøre noget, for rute 13 er som nævnt ikke så udfordret, at den kræver aflastning. En vestlig linjeføring vil kun blive en transitrute på ’Lars Tyndskids mark’, og vil ikke skabe udvikling, som en østlig linjeføring vil. Også derfor er det den østlige linjeføring, der giver langt den bedste samfundsøkonomi. Så få blot spaden sat i jorden øst for Viborg, og lad os komme videre.

Hvad er Justitskvarteret?

Begrebet ”Justitskvarteret” er dukket op i Silkeborg inden for de seneste år, opfundet af en forening, der har en kritisk tilgang til Silkeborgs udvikling, og begrebet er ofte understøttet af især journalist Jesper Rosenquist og senest også chefredaktøren på vores lokale morgenavis.

Hvis vi skal prøve at dissekere det område på Christian 8.s vej, som har fået den fine benævnelse, der giver associationer om den flotte politigård og landsretten i København, så omfatter det den tidligere birkedommerbolig, den tidligere politistation og nuværende arrest samt en funktionærbolig.

I Silkeborgs opstart som by lå politifunktionen i det gamle rådhus på Jorn Torvet. Byen blev styret af en birkedommer, som var en slags forløber for en borgmester. Det var altså ikke en juridisk dommer i den forstand, som vi kender i dag, og den sidste birkedommer, der boede i huset på Christian 8.s Vej var Poul Rosenørn. Han flyttede i 1904 – altså 17 år før politi- og arrestbygningerne blev opført ved siden af i 1921, og derfor har bygningerne i området aldrig ”fungeret” samtidig som et ”justitskvarter”, som foreningens lobbyisme fremhæver som argument for den fine benævnelse.

Nord for byggeriet af arresten overtog man efterfølgende et eksisterende hus som funktionærbolig. Det er ikke umiddelbart til at klarlægge, at der reelt har boet en politimester i huset, selv om det er lykkedes foreningen give det indtryk ved at benævne den ”politimesterboligen”, men mere sandsynligt har der i perioder boet en arrestforvarer, da boligen blev bygget sammen med arresten.

Det er derfor lidt tyndt at benævne det samlet som et ”justitskvarter”, men ikke desto mindre hoppede både avisen og politikerne på foreningens spin, og pludselig var præcis dét område karakteriseret som noget helt særligt i byen, som der skulle udarbejdes en helhedsplan for.

Jeg sætter stor pris på, at man vil bevare de gamle bygninger, og der er mig bekendt heldigvis heller ikke nogen aktuelle planer om at rive noget ned – men det kunne man dog nu godt gøre med politistationens tilbygning fra 1977, så den flotte arrestbygning igen blev synlig. Så udviklingen i hele området bør derfor ikke gå i stå for at vente på en lidt sekundær helhedsplan.

Da hele misforståelsen omkring forhistorien samtidig baserer sig på spin fra en forening, som ingen kan få oplyst om der reelt stadig er en forening og hvor mange medlemmer den i givet fald repræsentere, kan man undres over, at avisen for et par uger siden ryddede forsiden og brugte lederen til at støtte et angreb på det politiske system for ikke at prioritere ”Justitskvarteret”.

Der er områder i midtbyen, hvor det er langt vigtigere at sætte politiske kræfter ind med nye udviklingsplaner – herunder fx hele baneområdet, og så lade embedsværket om at administrere området på Christian 8.s vej, Tværgade m.v., som er planlagt med projekter, der er relativ lige til. Det giver ingen mening at trække det gennem en lang politisk proces, hvor politikerne skal ind over ”hver eneste mursten” som smagsdommere.

En overset attraktion

Hærvejen er en af Danmarks ældste attraktioner, selv om den naturligvis oprindeligt havde et helt andet og mere praktisk formål. I en tid hvor ”camino” er blevet et meget populært ord i alle mulige sammenhænge og ordspil for vandreture, er Hærvejen et attraktiv for Silkeborg, som ofte overses. Og faktisk er Hærvejen også en del af en pilgrimsrute fra Spanien til Norge.

På det ofte så udskældte Visit Aarhus’ hjemmeside findes Hærvejen dog naturligvis omtalt detaljeret, men kun én artikel er med Silkeborg som udgangspunkt, mens 8-10 artikler er med Viborg som udgangspunkt. Og det er helt unødvendigt, at lade Viborg tage hele opmærksomheden omkring denne enestående cykel- og vandrerute, da ikke mindre end 55 km går gennem fantastiske områder i Silkeborg Kommune.

Trækstien ved Gudenåen er et fint eksempel på, at vandrestier kan eksponeres og tiltrække fodturister, men hvor den desværre oftere og oftere er oversvømmet, er Hærvejen mere driftssikker, da den følger den jyske højderyg. Oplevelser ved Gudenåen har dog langt større fokus, og Silkeborg Kommune deltager også i Gudenåsamarbejdet med de øvrige kommuner, som åen løber gennem.

Der er en organisation bag Hærvejen, som med støtte fra Nordea-fonden gør en stor indsats via hjemmeside og app for at eksponere ruten. Silkeborg Kommune gik for to år siden også økonomisk ind i dette samarbejde, men kunne med fordel sætte meget mere fokus på den del af ruten, som er ”vores”. Ikke mindst området ved Bølling Sø er historisk superinteressant, da der her er fundet spor af mennesker mange tusinde år tilbage, men også senere i stenalderen er der efterladt spor af bl.a. bopladser.

Det var også i dette område, at de velbevarede moselig Tollundmanden og Ellingpigen blev fundet. Grauballemanden blev for øvrigt – som navnet antyder – faktisk også fundet i Silkeborg Kommune, og det er egentlig lidt uopklaret, hvorfor han har fået plads på Moesgaard Museum i Aarhus og ikke mere rigtigt også er at finde på Museum Silkeborg.

Fru borgmester har tidligere krævet, at Silkeborg får mere for de penge, kommunen lægger i samarbejdet om Hærvejen. Måske kan vi dog også selv gøre en større indsats for at eksponere vores lokale camino, ved fx at få Visit Aarhus til at prioritere Silkeborg højere i kommunikationen om Hærvejen. Men det er derudover selvfølgelig også tilladt kommunen at gøre noget selv for at eksponere den fine attraktion. Viborg Kommune har fx søgt om og fået 20 millioner fra Nordea-fonden til at eksponere Hærvejen. Og kommunen til den anden side, Ikast-Brande, arbejder på at gøre vandtårnet i Nørre Snede til en særlig attraktion på Hærvejen.

Som selvudnævnt outdoor hovedstad er områderne ved Ulvedal, Kompedal og Stendal som Hærvejen også går gennem, lige så vigtige og interessante for Silkeborg som Silkeruten og Trækstien/GudenåStien, som får en del mere opmærksomhed. Det bør vi gøre noget ved.

Vokseværk

Når en kommune vokser så hurtigt som Silkeborg gør, sætter det større krav til administrationen af kommunens forpligtigelser. Det nemmeste er at ansatte flere til at administrere, men det er samtidig også risikoen ved vækst, da fordelene være at blive større, dermed risikere at blive sat over styr.

Det er ikke helt ligetil at få faktiske tal over udviklingen i ansatte i kommunens regi. En aktindsigt har ikke givet svar på fordelingen mellem administrative og ikke-administrative medarbejdere, da en sådan opgørelse ikke findes. Typisk er opgørelserne også længe under vejs, men fra 2017 til 2022 er Silkeborgs indbyggertal steget med 7,9 % og antallet af kommunalt ansatte er steget med 9,7 % til godt 7.000 medarbejdere. Hvis det dækker over flere ansatte til børne- og ældreområderne, er det rigtig fint, men det er der desværre ingen indikationer på.

I en vækstfase som Silkeborgs, kan der nemt gå lidt for meget ”skrivebord” i en masse beslutninger, fordi det hele skal gå lidt hurtigere. Det er hurtigere at slå op på computeren, end det er at bevæge sig ”ud i marken”, og det har bl.a. en masse af midtbyens træer måtte lide under, når de er fældet ved fx vejomlægninger uden at blive erstattet – måske fordi man ikke har haft øje for dem.

Vi ser også i debatten om bredden af cykelstier på den nye strækning af Christian 8.s Vej forbi Søtorvet at her er svaret fra forvaltningen, at man har disponeret bredden efter standarden. Men der findes blot ikke nogen standard – kun en håndbog fra Vejdirektoratet om vejledende minimumsbredde på 180 cm, men vejledningen er fra januar 2019 og der er sket meget siden, ikke mindst med næsten halvanden meter brede ladcykler samt hurtige elcykler.

I en by som Silkeborg, der officielt gerne vil fremme cykelkulturen, burde det have en konsekvens om at lave væsentlig bedre og bredere cykelstier, hvor der er plads til det. Men igen kræver det, at man kommer ”i marken” og får føling med virkeligheden, og ikke kun slår det op på sin PC. Evt. har en dialog med brugerne i form af den lokale afdeling af Cyklistforbundet. Det er ikke rettet som en kritik mod den enkelte kommunale medarbejder, som sikkert hver dag yder en stor indsats – men mere et ønske om, at den politiske og administrative ledelse i en vækstperiode bliver endnu dygtigere til at disponere indsatserne.

Pølse-skuret på Jorn Torvet er også et eksempel på kommunalt ”skrivebordsarbejde”. Selv om det er skabt af en ekstern arkitekt, der overhovedet ikke har haft forstand på at tegne en brugbar bod, så er der stadig nogen i administrationen, som ved skrivebordet har godkendt projektet, og anbefalet det for de politiske udvalg. Her skulle man måske også have været ”i marken” og spørge en, der driver den form for bod i dag. Nu står det tomt og som et symbol på spild af penge.

Der har tidligere været en hård kerne af modne silkeborgensere, som i deres modstand mod Visit Aarhus har efterlyst et lokalt turistkontor. Måske de kunne låne pølse-skuret gratis et par sæsoner, og med frivillig bemanding så herfra uddele brochurer og gode råd. Så får vi da testet, om det er noget turisterne vil bruge.

Det må vi ku’ gøre det bedre

Midtjyllands Avis satte i lørdags spot på to områder i byen, hvor vi bør kunne gøre det bedre. Det ene er til at redde uden de store omkostninger, hvis viljen er der, mens det andet vil kræve en større investering.

Det første er det store projekt med at flytte Christian 8. s vej ind til bebyggelsen på Søtorvet for dels at få et bedre vejforløb og dels skabe et større grønt område mod Langsøen, som starten på en grøn søfront langs Søvej.

Cyklistforbundet i Silkeborg sætter spørgsmålstegn ved de sparsomme skitser, der er fremlagt, og hvor meget plads, der reelt bliver til cyklisterne. Samtidig kan man også spørge, hvor meget plads bliver der til fodgængerne, når man ser på det kun cirka en meter brede fortov, der nu er færdiganlagt i hele bygningens længde. Hvis det ender med at blive det endelige fortov, vil der være store udfordringer for den gående trafik – især ved apoteket og SuperBrugsen.

Man må forudse, at der vil blive stillet cykler på fortovet, og sandsynligvis handicapscooter ved apoteket, lige som barnevogne, gående med rollatorer, og børnehavebørn i kolonner skal passere hinanden. Der er ingen logik ikke at skabe en reel bredde på et fortov foran butikkerne – og gerne også med cykelparkering og plads til gadevarer, når der er plads nok den anden vej.

Trafikchefen siger at input er velkomne, men det hele bliver som planlagt, da det grønne område skal være så bredt som muligt. Come on – om det er en eller to meter smallere, gør nok mindre skade, end det kan gavne fortovet. Her må plan- og vejudvalget sætte foden ned og vise, at det trods alt er politikerne, der bestemmer.

Det andet der er sat fokus på, er det misfoster af et asfalthelvede, som forvaltningen sammen med landskabsarkitekterne LabLand ødelagde Bindslevs Plads med for 6-7 år siden. En helt ubrugelig zebrastribet plads, som både skænder midtbyen og de mange fine bygninger, der ligger rundt om pladsen. Selv den meget debatterede Theodoras Have er blevet til en mellemting mellem ligegyldig og helt ligegyldig.

Repræsentanter fra elevrådene på Handelsgymnasiet og Teknisk Gymnasium efterlyser logisk nok noget, som pladsen kan bruges til. De ønsker sig bl.a. en multibane, og der kunne vel også være basketballkurve, små hockeymål og meget andet. De rædselsfulde striber umuliggør at man kan skate på bakkerne, og placeringen af bakkerne, har også ødelagt muligheden for at fx Riverboat kan have sit tidligere ellers så populære telt på pladsen. Utroligt at ingen voksen stoppede det projekt, før det blev realiseret til en pris på omkring 10 millioner.

Naturligvis er det ikke ”bare lige” at ændre nu, og der skal også skaffes penge til det. Men vi ville være kommet et godt stykke, hvis nogen ansvarlige ville træde frem, og erkende, at det er et fejlprojekt, som der skal arbejdes på at få ændret/forbedret.

Høje huse

Byggeriet af Silkeborgs tredje deciderede højhus er så småt ved at begynde, når Asger Enggaard bygger Fredens Tårn for enden af Fredensgade. Med en højde på 70 meter og 20 etager bliver den Silkeborgs højeste boligejendom rent fysisk, da Papirtårnet med sine 70 meter ligger længere nede i terrænet.

Personligt er jeg ikke skræmt af, at der stikker tre højhuse op af byen, når man fx ankommer fra en af indfaldsvejene, men jeg er ærgerlig over, at de alle tre har så anonym en arkitektur, når de nu er så synlige. Specielt de to sidste var der alle muligheder for at have designet mere spændende.

Tanken om, at vi skal bo ”oven på hinanden” er dog både logisk og bæredygtig. Det er vigtigt at skabe boliger i centrum af Silkeborg, så fx de lidt ældre, hvor børnene er flyttet hjemmefra, og parcelhuset på 200 m2 er blevet for stort, kan få en bolig inde i byen, tæt på kultur, butikker, caféer og restauranter. Men der er også vigtigt for diversiteten, at der er mindre boliger til det unge par, der skal starte deres tilværelse sammen, inden de flytter ud i den 200 m2 store bolig med plads til børn og skolen tæt på. For dem gælder så i nogle år helt andre prioriteter.

Både de ældre og de unge uden børn vil derimod gerne bo i midten af byen, fordi de bruger byen mere, end børnefamilien på fire, der bor i Funder eller Eriksborg. Derfor er det også en nødvendig og god nyhed, når Midtjyllands Avis for nogle uger siden beskrev, hvordan flere og flere kontorer og klinikker i midtbyen omdannes til boliger. Det vil understøtte en levende by at få boliger frem for kontorer og klinikker over butikkerne i byens indre gader. Byfortætningen er en af de meget vigtige trædesten til at få liv i midtbyen – også efter klokken 17. Men også til at understøtte handelsgaderne, byens kulturliv – og generelt hele bylivet.

Derfor er det vigtigt, at vi bliver ved at være kreative omkring at udvikle Silkeborg midtby. Endnu flere biler skal parkeres under jorden eller i p-huse, så der frigives plads til både grønne områder og boliger. Nygade/Tværgade/Vestergade/Søndergade danner flere steder karréer, hvor gårdene mellem dem kun har parkerede biler, og hvor der kan skabes spændende boligområder.

Det helt store potentiale er naturligvis i et kommende Rådhuskvarter, når Søvej flyttes bag ved rådhuset, og der kan skabes et stort underjordisk parkeringsområde med boliger oven på. Og det skal på den placering ikke være højhuse, men gerne høje huse på mindst 6-10 etager, hvor mange dermed vil få flot udsigt over Langsøen. Rent videnskabeligt er det iflg. Realdania også den højde på etageboliger, der fungerer bedst socialt, og hvor der er størst efterspørgsel.

For der er gang i byggeriet af høje huse i alle de urbane boligområder i Danmark, og med den tiltrækning Silkeborg (endnu) har på tilflyttere, er det essentielt at vi fortsat kan tilbyde attraktive beliggenheder at flytte til. Derfor skal nye initiativer og lokalplaner også prioriteres højt, så vi ikke mister fart, og investorerne af den grund søger til andre byer.

Visionært stævnemøde

Der har de sidste par uger været debatteret livligt om udnyttelsen af den tidligere stævneplads i Gødvad, som nu er ejet af os alle sammen, efter Silkeborg kommune for nogle år siden overtog området.

I starten af maj blev plan- og vejudvalget bedt om at tage stilling til tre forskellige oplæg til udnyttelse, som embedsværket havde udarbejdet: A) Boliger B) Flere boliger eller C) Endnu flere boliger. Retfærdigvis skal det dog siges, at det ene af oplæggene indeholdt forslag om tiny houses – en boform som jeg, sammen med husbåde, tidligere på denne plads har slået til lyd for, at Silkeborg burde tilbyde for at have så stor diversitet i boligmassen som muligt.

Men ellers er det lidt fantasiforladt ikke at kunne få ideer til andet end boliger. Jeg holder meget af, at vi bygger og fortsat udvikler Silkeborg – ikke mindst med byfortætning, men almindelige byggegrunde uden for midtbyen har vi masser af. Både i Funder og Eriksborg-området udstykkes der byggegrunde nok til parcel- og rækkehuse.

Men et flertal i byrådet vedtog 28. maj, at plan B – romantisk benævnt ’Landsbyen’ – med 100-150 parcel- og rækkehuse skulle realiseres. Politikerne havde faktisk også bedt om et forslag D, hvor området og bygningerne kunne anvendes til fri- eller efterskole el.lign., men til sidst var det kun A, B og C, der blev fremlagt for plan- og vejudvalget, og kun i model A foreslås de eksisterende bygninger anvendt kreativt. I den valgte plan B skal de eksisterende bygninger omdannes til – ta-daa: boliger!

Det begyndte ellers godt nok, da Silkeborg Kommune tog initiativ til at invitere alle os, der ejer stævnepladsen til en ”åben stævneplads-dag” i april, for at kunne komme med forslag til, hvad området kan anvendes til. Idérigdommen blandt borgerne var stor, selv om noget ikke var realiserbart på grund af økonomi eller tilladelser, men sådan er en god brainstorm – der er alt tilladt at sige.

Så kom alle borgerforslagene ind i embedsværksmøllen (eller gjorde de?), og ud kom tre forslag om boliger! Måske man så ikke havde behøvet at spørge borgerne. Det interessante i hele casen er, at der er ikke noget, der i den forstand haster med at udnytte området. Selvfølgelig kan der være lidt vedligeholdelse af området og bygningerne, men ellers er der god tid til at vente på den helt rigtige idé. Måske man også skulle holde stævnemøde med visionære arkitekter m.fl. uden for Silkeborg – evt. udskrive en rigtig konkurrence.

Om det kan være campingplads, festivalplads, Danmarks største skovbørnehave, friluftsbad/ badesø eller – hvis der skal være boliger – et område kun med tiny houses, olle kolle, nul-energi huse med økologiske haver, ungdomsboliger eller noget helt femte, skal der nok komme fremragende idéer til, hvis blot man giver det bedre tid til at modnes.

Det er ikke specielt innovativt kun at have tre modeller, der alle indeholder parcel- og rækkehuse med større eller mindre bebyggelsesprocent. Der mangler simpelthen en fjerde model, der hedder time out. Men spaden er ikke i jorden endnu, så det er tilladt for politikerne at erkende, at stævnepladsen fortjener en ekstra, måske lidt mere visionær tanke, og så sætte det vedtagne projekt i bero.

Parkerings-logik

Parkering har i flere år været et varmt emne i Silkeborg by. En infrastruktur, der er påvirket af søer, skove og jernbanen vanskeliggør etablering af veje og let tilgængelige p-pladser til det stigende antal biler, der følger med en by i dejlig vækst.

Så om det blot er en (skjult) ekstra skat, er lidt svært at blive klog på, når plan- og vejudvalget igen og igen diskuterer betalingsparkering på de få parkeringspladser byen har, og spørgsmålet sendes frem og tilbage mellem udvalget og byrådet.

Embedsværket melder helt klart ud i de forskellige indstillinger til politikerne, at betalingsparkering skal bruges for at få færre til at parkere i byen, bl.a. ved også at sløjfe den ene times gratis parkering, der er i dag. Det fremkommer ved, at man helt åbent beskriver formålet som ”adfærdsregulering”, da det ellers ville være ulovligt at opkræve betalingsparkering. Og det kan en presset handelsstandsforening så kun måbende kan være vidne til.

Iflg. FDM er Silkeborg i 2023 i top-8 med indtægter fra parkering – en stigning på 15,4 % fra året før, men det er vel relevant at spørge, om det er nødvendigt at adfærdsregulere trafikken med øget betalingsparkering og parkeringskontrol i en tid, hvor flere butikker står tomme i handelsgaderne, og der generelt er mangel på kunder.

Politikerne har ret forskellige holdninger – lige fra de ellers så ofte medsammensvorne Peter Sig, der ønsker alle biler ud af midtbyen, og til Jan Beck-Nielsen der ønsker en langt mere liberal tilgang til parkering i byen end i dag. Og midt i mellem skal der balanceres mellem et budget, der skal hænge sammen, og en lovgivning der siger, at man ikke må indføre betalingsparkering for at tjene penge til kommunekassen.

Jeg tror, de fleste bilister sagtens kan acceptere en parkeringsafgift – måske også højere end de 15 kroner pr. time som nu, hvis der til gengæld blev løsnet lidt på perioden med gratis parkering. Et eller andet statistik-geni må kunne tegne en kurve med hvor stigningen af takster krydser faldet af parkerede biler, og hvor der derfor ikke kommer flere penge i kassen ved at hæve betalingen, fordi faldet af parkerede biler bliver det større.

Måske kommer der faktisk reelt flere penge ind ved at lave to eller tre timers gratis parkering, og så de følgende timer er dyrere end 15 kroner. Man kunne også lave fx hver torsdag helt gratis for at tilgodese butikkerne – selvfølgelig så bakket op af Handel Silkeborg med noget ekstraordinært den ugedag – en ”Tilbuds-Torsdag”.

Elefanten i rummet er selvfølgelig, at man har solgt undergrunden under Jorn Torvet til A. Enggaard A/S, som derfor skal kompenseres for de gratis timer. Men flere mennesker i gaderne, og deraf højere omsætning i butikker og caféer giver flere penge i en anden kasse. Det er for snævert at se isoleret på, hvad man kan få ind ved at ”adfærdsregulere” bilisterne, og så måske ende med at de – og dermed også de fleste kunder – bliver helt væk fra midtbyens handelsgader.