Vindums motorvejsholdning bør ændre sygehusstrategien

Helt uforståeligt bakker borgmestrene i Viborg og Silkeborg op om en linjeføring af Hærvejsmotorvejen langs rute 13. Viborgs borgmester Ulrik Wilbek ønsker en motorvej fra Viborg til ”metropolerne” Thorning og Engesvang fremfor en sydgående linjeføring, der sikrer motorvej til Silkeborg og Aarhus.

Borgmester Steen Vindum ønsker også en nord/syd motorvej til at køre langt vest for Silkeborg på samme måde, som han ønskede Silkeborgmotorvejen placeret ude ved Voel. Han burde ellers nu vide, hvad en bynær motorvej betyder for Silkeborg. Ved at foreslå en linjeføring ude midt på heden risikerer begge byer endda nemt at tabe, hvis landspolitikerne så i stedet lader motorvejen gå over Herning.

Vejdirektoratet har undersøgt otte linjeføringer for en Hærvejsmotorvej i det midtjyske, og fremlagt dem i februar 2020. Den der er døbt Ø2 (den lyserøde/magenta-farvede på kortet) rammer fra det sydlige Jylland ind i Herning/Silkeborgmotorvejen vest for Pårup, følger den eksisterende Silkeborgmotorvej mod øst, og derefter mod nord forbi Sejling og Kjellerup til øst for Viborg og videre nordpå i Jylland. Altså parallel med rute 52 mellem Silkeborg og Viborg.

Den linjeføring vil som et Kinderæg give hele tre ting: Viborg og Silkeborg får motorvej mellem byerne til aflastning af rute 52, begge byer får motorvej mod syd og nord i Jylland, og Viborg får direkte motorvej til Aarhus, som aflastning af rute 26.

Hvis det ikke i sig selv er nok, så er de klare trafikfakta som følger (november 2019):

Antal biler i døgnet på rute 13 syd for Viborg: 6.528

Antal biler i døgnet på rute 52 nord for Silkeborg: 14.521

Og faktisk kan denne kun 27 km delstrækning Ø2 anlægges helt uafhængigt af det øvrige Hærvejs-projekt. Man kan sagtens starte med et midterstykke. For udfordringen er ikke blot den enorme trafikbelastning for Viborgs og Silkeborgs pendlere på rute 52, men er også dybt alvorlig for Silkeborgs borgere. Flere timer dagligt er trafikken på rute 52 så intens, at det tager en ambulance op mod 40 minutter at nå frem fra Silkeborg til Viborg Sygehus, som i dag er akutsygehus og fødeklinik for Silkeborg.

Derfor må Steen Vindums fravalg af linjeføring Ø2 mellem de to byer betyde, at Silkeborg skal anbefale regionen, at man i stedet anvender Skejby eller det kommende sygehus i Gødstrup til at betjene Silkeborg. Med en gennemsnitsfart på kun 120 km i timen på de to motorvejsstrækninger til Skejby og Gødstrup, kan den ambulancetur gøres på kun henholdsvis 24 og 26 minutter – altså markant hurtigere end at komme til Viborg blandt ca. 15.000 biler på rute 52.

Holstebro fik en ”trygheds-motorvej” til Gødstrup pga. Holstebro Sygehus fik sine funktioner flyttet dertil. På Holstebromotorvejen kører der syd for Holstebro endda kun 10.900 biler i døgnet. Samme ”trygheds-argument” må derfor gælde for Silkeborg, hvis byen fortsat skal bruge Viborg Sygehus. Vejdirektoratet har indtegnet Ø2-linjeføringen – det er bare at bakke den op.

De lokale politikere med Vindum i spidsen bør på samme måde som Holstebro sikre silkeborgenserne den kortest mulige transporttid til sygehuset.

Se Vejdirektoratets linjeføringer her

© Vejdirektoratet. Kortet viser de forskellige linjeføringer. Linjeføring Ø2 er den lyserøde/magentafarvede nord for Silkeborg.

En tanke om “Vindums motorvejsholdning bør ændre sygehusstrategien”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *