Skal broen flyttes – eller skal den flyttes …?
Silkeborg Kommune vil flytte den gamle, fredede jernbanebro over Remstrup Å for at give plads til den kommende Nordskovvej. Ja, det vil sige, at det er kun den ene ende, der skal flyttes lidt, så en ny betonbro kan kile sig ned mellem de to gamle broer – den ene, hvor toget kører, og som er flot vedligeholdt og nymalet af Bane Danmark, og så den anden, der er kommunal gang- og cykelsti, og som er rusten, sølle og forsømt …
Måske skulle man tænke større og anderledes. Lidt mere visionært. Broerne er fine og fortjener at leve mange år endnu (og de er faktisk også fredede), så det er lidt at voldtage dem, at presse en ny betonbro ned mellem dem. Nu er Nordskovvej i gang, men da den også bør få en til-/frakørsel til Sejs kunne den gamle jernbanebro med cykel- og gangstien få et nyt og bedre liv et andet sted, så den ikke er ‘i vejen’.
Hvis man nu tog kommunens jernbanebro helt væk, og dermed gav bedre plads til den nye (så måske bredere?) betonbro til Nordskovvejen, så kunne jernbanebroen – altså den med toget – og den nye Nordskovvej-bro opføres i arkitektonisk harmoni med hinanden. Der skal så være plads til gående og cyklende på den nye betonbro.
Vi tager så den nuværende gamle gang- og cykelstibro på land, gør den fint i stand (det er billigere, når den er på land), piller dens fundament forsigtigt ned, og genopfører det hele den fine, fredede bro hen over Chr. 8’s. Vej mellem Silkeborg Kirke og museet – lige der, hvor der i dag er en livsfarlig fodgængerovergang. Broen er ca. 40 meter – Chr. 8.’s vej ca. 30 meter.
Lav planen for det nye butiks-/lejlighedscenter således, at der er plads ved siden af kirken, så jernbanebroen bliver en naturlig forlængelse af gågadenettet, og dermed binder havnen sammen med gågaderne.
På museum-siden af broen skal der være trapper ned, men også en elevator, og jernbanebroen vil blive et fantastisk skue for byen, og de kanosejlende på Remstrup Å mister ikke noget ved det, da tvillingebroen stadig er på plads for Arriva-togene …
Det er en ren win-win-win-win – det løser en masse udfordringer for Nordskovvejen, det løser en livsfarlig fodgængerovergang, det binder centrum sammen med havnen, det giver et fantastisk flot syn både i byen og på Remstrup Å, og det giver mulighed for at løse trafikale udfordringer for Sejs. Og meget, meget mere ….


























